dage
timer
min
sekunder

Vi kigger på fugle: Djämes Braun på #LLF18

12. feb 2018

På 5 år har Djämes Braun opnået 30 millioner views på YouTube, over 50 millioner streams på Spotify og 1 år konstant i Top-10 på hitlisterne. Siden vi først hørte om Djämes Braun i 2012, har de formået at lave hits, hente priser hjem – og spille fede koncerter. Til sommer sker det på Langelandsfestival.

 

Dancehall-gruppen Djämes Braun opstod i 2012, hvor de tilmeldte sig Karrierekanonen på DR P3 – og pludseligt gik det hele meget stærkt. Gruppen fik nemlig kickstartet sin karriere gennem programformatet ved at vinde med sangen ”Duft Af Ba-Cone”, der i tiden efter gik sin sejrsgang gennem det danske land som et ægte forårs- og sommerhit, der til slut opnåede platincertificering.

 

Koncerter og nomineringer

Derefter gik det stærkt med udgivelsen af debut-EP’en, hvor samtlige numre opnåede enten guld- eller platincertificeringer samt en masse stærke koncertperformances. I årene efter udgav gruppen EP’en ”Farlig Tiger” og blev nomineret til bl.a. Zulu Awards og Danish DeeJay Awards – og i 2014 udgav de deres absolut størte hit ”Fugle”.

 

Alene på Spotify har nummeret, i skrivende stund, opnået over 13 millioner afspilninger, og må siges at have opnået en speciel plads hos mange fest- og danseglade danskere. Nummeret er efterhånden blevet en dancehall-klassiker, og Djämes Braun har med nomineringer til Danish Music Awards, MTV Europe Music Awards samt med hjemtagelsen af DK-prisen fra Danish DeeJay Awards i 2015 slået sit navn fast på den danske musikscene.

 

Stærke, danske live-performere

Dermed tilføjes Djämes Braun til plakaten for #LLF18, der også indeholder MICHAEL FALCH & DÉT BAND, Carpark North, Magtens Korridorer, Shaka Loveless, Scarlet Pleasure, KATO, Zididada, SAVEUS, Rasmus Seebach, L.O.C., Østkyst Hustlers, Søs Fenger, Citybois, SIVAS, Lis Sørensen, Benal, Kongsted, Christopher, Queen Machine og Joey Moe.

 

Langelandsfestival har dog stadig flere esser i ærmet, og glæder sig til at offentliggøre flere navne, der lever op til kriteriet om at kunne skabe en fed live-performance og en mindeværdig oplevelse for festivalpublikummet.