dage
timer
min
sekunder

Top-tribute-show: Queen Machine på LLF18!

30. jan 2018

Queen Machine på Langelandsfestival

 

Der findes kopibands – og så findes Queen Machine. Bandet formår med såvel musikken som vokalen og sceneshowet, at tage tilhøreren med på en musikalsk rejse ind i Queens stærke musikalske univers. Til sommer kan publikum på Langeland finde sin indre Freddie Mercury frem med Queen Machine.

 

Nogle ting forældes tilsyneladende ikke – og det gælder også indenfor musikken. En af disse ting er Queens legendariske storladne rocknumre, der trækker på adskillige genrer fra progressiv rock til rockoperetter. Særligt kan mange nok huske Freddie Mercury, der på Wembley Stadium, sammen med sit band overtog showet til Live Aid i 1985 med numre som ”We Will Rock You” og ”Bohemian Rhapsody”. Arenarock-numre, der har markant syng-med-potentiale og kan aktivere de flestes nostalgisans.

 

Stærkt bud på Freddie Mercury

Queen Machine skaber et tribute show, der ganske som navnet antyder, har til formål at fejre og hylde Queens storslåede og legendariske musik. Derfor kan man til et Queen Machine show også opleve forsanger Bjarke Baisner gå forrest i en kærlig cadeau til originalen, idet han med både udseende og stemme formår at være Danmarks, måske endda Nordeuropas, bedste bud på Freddie Mercury.

 

”I Want To Break Free”, ”A Kind Of Magic”, ”Don’t Stop Me Now” og ”Somebody To Love” – listen er lang, når det kommer til Queen-klassikere, som de fleste af os har svært ved ikke at synge med på. Det behøver festivalgængerne på sommerens Langelandsfestival nu heller ikke undlade, da Queen Machines show med sin involverende tilgang formår at skabe en stor fest blandt publikum.

 

Første gang på Langelandsfestival

Nu kan gæsterne på Langelandsfestival for første gang se frem til at opleve gruppen, der på deres egen hjemmeside, med god grund kalder sig ”Europes best Queen tribute band”.

 

Ud over Queen Machine er MICHAEL FALCH & DÉT BAND, Carpark North, Magtens Korridorer, Shaka Loveless, Scarlet Pleasure, KATO, Zididada, SAVEUS, Rasmus Seebach, L.O.C., Østkyst Hustlers, Søs Fenger, Citybois, SIVAS, Lis Sørensen, Benal, Kongsted og Christopher på plakaten.