dage
timer
min
sekunder

TIGER/SWAN på Store Scene!

04. maj 2018

TIGER/SWAN

 

TIGER/SWAN er fem unge mænd, der er hamrende ambitiøse med deres musik.  Bandet har brugt de sidste tre år på at udvikle og teste musikken af i Danmark – og ikke mindst i USA. Nu indtager de Store Scene på Langelandsfestival - fredag d. 27/7 kl. 13.30.

 

For lidt over tre år siden, drog fem unge drenge ud i verden. Pakket godt ind i en Ford Transit, med gear op over begge ører, intetanende om hvad der ville ske, kørte de ned af Highway One på den amerikanske vestkyst. 16 dage og syv koncerter senere, i henholdsvis San Francisco, L.A. og Las Vegas, samt et møde med en producer og erfaren musiker, vidste bandet hvad de skulle - skrive debutpladen!

 

Streaming-succes og EP på gaden

Efter gentagne ture til Las Vegas, et års sangskrivning med musikeren Ben Carey (Lifehouse, Elvis Monroe, Savage Garden), tog bandet i starten af 2017 i studiet i København, for at påbegynde debutpladen. I slutningen af 2017 kulminerende årenes arbejde så, med udgivelsen af bandets officielle 1. single - “Too Old To Die Young”.

 

Sangen røg direkte ind på New Music Friday DK og Ny Rock på Spotify. Singlen opnåede knap 30.000 streams på 4 dage på de forskellige medier (YouTube, Spotify, Facebook mm.), blev anbefalet af Karrierekanonen, og fik radiotid på mindre danske stationer. I januar fulgte bandet op med deres hidtil mest populære sang, “Love Me (Like You Used To)”, som strøg ind på New Music Friday DK, Viral Hits DK, Ren Hygge, men også charten Denmark Viral 50, hvor den lå blandt de 20 bedste i to uger. I februar udgav bandets deres første EP, “VIBE ONE”, som indeholder de to første singler, samt funk/rock/elektro-sangen “Monster”.

 

 

 

Lysten til musik – og til at have en fest!

TIGER/SWAN kan beskrives bedst som hamrende ambitiøse. Sparegrisen er slået itu indtil flere gange, for at give drømmen alt hvad den kan tage. Det er båret frem af en kæmpe lyst til musik, at udforske og lege med genrerne, og så er bandet vel et af de bedste bud på et ungt dansk pop/rock-band anno 2018 - friske, udadvendte og lige på, leverer bandets deres sange live, med en nerve, så du ikke er i tvivl om, at du skal rykke lidt i hofterne. De kommer ikke bare for at spille musik for dig, men for at have en fest med dig.

 

Netop dette er en af årsagerne til, at TIGER/SWAN nu indtager Store Scene på Langelandsfestival, hvilket er udtryk for noget helt nyt – at give et upcoming band chancen for at invitere festivalgæsterne ind i festen fra den største scene. Det gør Langelandsfestival med overbevisningen om, at det ikke bliver sidste gang, vi kommer til at opleve TIGER/SWAN på en stor scene. Om det siger TIGER/SWAN selv:

 

”Vi er ualmindeligt stolte af at få chancen for at optræde på Store Scene på Langelandsfestival – en scene flere af os har set drømmende op imod som teenagere. Vi har nevet hinanden i armen et par (tusinde) gange allerede, og det her er uden tvivl den foreløbige kulmination på års hårdt arbejde! Vi glæder os helt enormt til at skabe en fest for alle festivalgæsterne, der har lyst til at være med! Vi er i høj grad et live-band, som elsker at stå på scenen, så vi er enormt opsatte på at vise, at det er der vi hører til – de store scener.”

 

TIGER/SWAN’s 3. single udkommer i dag, og hedder “Rain of Fire”. Debutpladen VIBESforventes ude i efteråret 2018. Du kan blive endnu klogere på TIGER/SWAN, ved at se dokumentarserien "On The Way Up", der ligger frit tilgængeligt på YouTube.