dage
timer
min
sekunder

Programmet på Børnescenen er klar!

29. maj 2018

Igen i år har vi samlet en buket fede oplevelser til de yngre på Langelandsfestival! Som noget nyt, har vi i år valgt at flytte disse oplevelser fra Store Scene til scenen i Børneland – dér, hvor børnene er og har det sjovt.

 

Nu er programmet for Børnescenen på plads, og der rig mulighed for at træde ind i flere spændende kunstneres universer!

 

Onsdag d. 25. juli kl. 11: Heartbeat Group, Stomp for børn!

Kom ind i det magiske univers, hvor grænserne flyttes for rytmisk historiefortælling. Oplev fire sprælske musikere sprængfyldt med spilleglæde. Stomp betyder, at der bliver spillet på hvad som helst - lige fra kæmpemæssige tønder til små campingkopper og fra plastikdunke til egen krop. Magien opstår, når skrald og ting fra hverdagen får en ny funktion, som når en vandkande pludselig bliver brugt som trompet eller når ens krop forvandles til trommesæt.
 
Med hjertevarme og glimt i øjet stråler Thomas, Søren, Morten og Nils langt ud over scenekanten og tryllebinder publikum, der undervejs inviteres til at deltage med sang, klap og bodybeat. For hvert et trommeslag – hvert et hjerteslag – breder smilet sig til op over begge ører.

 

 

Torsdag d. 26. juli kl. 11: Æsken, prisnomineret børnejazz!

Æsken er et prisvindende børnemusikorkester, som spiller inddragende, humørfyldt og energisk musik for børn i alle aldersgrupper og deres forældre! Æsken vandt i december 2017 en Danish Music Award i kategorien Børnejazz. De nominerede var udvalgt, fordi de i særlig grad har været med til at udbrede glæden og kendskabet til jazzmusik for børn, hvilket er særligt vigtigt for Æsken, da netop kommunikationen med børn og formidling af spilleglæde er helt essentielt for gruppen.


Æsken er drevet af hjerteblod for børn og for musik. Æsken er skabt af de to musikanter og tumultører Lasse Bech Kiilerich og Sidsel Bech Kiilerich, og ledsages af spillekumpanerne Kristian Koldbro, Janus Holst Aaen og Lasse Enø.

 

 

Fredag d. 27. juli kl. 11: Cirkelines Fødselsdag, teater fyldt med humor!

I ”Cirkelines fødselsdag” præsenteres vi for de tre venner: Cirkeline, Frederik og Ingolf, som uhæmmet kaster sig ud i jagten på den forsvundne fødselsdagskage. Alt starter kaotisk, men med Nisses hjælp ender det selvfølgelig med at blive en dejlig dag. Stilen i denne forestilling er, som vi kender den fra tegnefilmene, fyldt med sprudlende humor, og ledsaget af Hans-Henrik Leys dejlige og iørefaldende musik. Med denne forestilling har Hanne Hastrup endnu en lille perle inden for sit specielle univers. Cirkelinefiguren er mere populær end nogensinde og henvender sig efterhånden til hele tre generationer af danskere, fra de yngste til de ældste.

 

 

Lørdag d. 28. juli: kl. 11: Børnenes Melodi Grand Prix, mød de tre finalister!

Igen i år kan du opleve knaldgod børneunderholdning, som du måske har set i tv’et. Børnenes MGP, der blev sendt på Danmarks Radio i februar, gav os endnu engang en omgang inspirerende optrædener, og nu kommer de tre finalister til Børneland på Langelandsfestival 2018 for at underholde. Det drejer sig om de 10-årige tvillinger Melissa og Victoria, 13-årige Celina og så naturligvis 11-årige Mille, der med sangen ’Til næste år’ væltede Gigantium i Aalborg og fik de mere end 6.000 tilskuere til at synge og danse – og endte med at vinde det hele. At synge og danse kan alle børn nu se frem til at gøre i Børneland på Langelandsfestival til sommer!