dage
timer
min
sekunder

Burhan G tilbage på Langelandsfestival

04. mar 2018

Burhan G på Langelandsfestival

 

Med Burhan G’s navn på festivalplakaten, kan festivalgæsterne være sikre på en hitspækket oplevelse, leveret af en dygtig, charmerende og talentfuld liveperformer og entertainer.

 

Den danske pop- og R&B-stjerne Burhan G er kendt for sine følelsesladede ballader og up-tempo pophits. Han får pigerne til at hvine og sætter gang i dansefødderne hos publikum, der troligt skråler med på hans mange kendte numre. Burhan G har et imponerende bagkatalog, der bl.a. tæller ”Kalder Mig Hjem”, ”Jeg Vil Have Dig For Mig Selv” og ikke mindst ørehængerne ”Mest Ondt”, ”Tættere På Himlen” og ”Karma”. Derudover strøg han sidste år til tops på hitlisterne med nummeret ”Lucy”.

 

Med 7 studiealbums af velkomponerede og -producerede numre, der har medført utallige guld- og platinplader, lægger Burhan G sig utvivlsomt i førerfeltet af dansk pop. Med sit fantastiske og håndplukkede band, er Burhan G igen klar til at indtage Langelandsfestival i 2018, hvor publikum vil få rig mulighed for at synge med på Burhan G’s mange hits, nye som gamle.

 

Følelser og Toppen af poppen

En god sang bygger på personlige oplevelser, og Burhan er, med sin klokkeklare vokal, en af de bedste artister i Danmark til at synge sine følelser ud, så publikum kan mærke det. Det kunne også mærkes helt hjemme stuerne, da Burhan G deltog i TV2’s Toppen af Poppen i 2017. Det gjorde han i øvrigt med langelandsfavoritten Michael Falch samt Aura, der også kommer på festivalen i 2018.

 

At Burhan G passer perfekt ind på Langelandsfestival tydeliggjorde han med et citat i Euroman tilbage i 2013: ”Jeg elsker den danske sommer med musikfestivaler over det hele. Folk tager familien med, og de små børn løber rundt i bar røv og hygger sig.”

 

Vi glæder os til den danske sommer – bar røv eller ej – og til Burhan G indtager festivalen med sine stærke hits med stort syng-med-potentiale. Ud over Burhan G kan de også se frem til at opleve MICHAEL FALCH & DÉT BAND, Carpark North, Magtens Korridorer, Shaka Loveless, Scarlet Pleasure, KATO, Zididada, SAVEUS, Rasmus Seebach, L.O.C., Østkyst Hustlers, Søs Fenger, Citybois, SIVAS, Lis Sørensen, Benal, Kongsted, Christopher, Queen Machine, Joey Moe, Djämes Braun, Phlake, Wafande, Aura, Soleima, Kesi og Mads Langer.