dage
timer
min
sekunder

Årets danske DJ vender tilbage til Langelandsfestival

13. jan 2018

 

Årets danske DJ 2017, Kongsted, er seneste navn, der offentliggøres til Langelandsfestival 2018. Dermed vender han tilbage til festivalen, hvor han i midten af 00’erne skabte rammerne for adskillige festlige nætter i Møllers.

 

Siden Kongsted første gang stod og vendte plader på festivalen, så Møllers kunne leve op til rygtet om at være Langelandsfestivals største partytelt, har han vundet adskillige priser og er blevet streamet i milliontal.

 

Årets danske DJ

Andreas Kongsted, som hans borgerlige navn er, har mere end 15 års erfaring bag DJ-pulten. Som mainstream-DJ i 00’erne, blev han flere gange nomineret til at være årets danske mainstream-DJ. I 2011 udgav han sin første single – og allerede i 2013 indtog han den danske klubscene fuldstændigt med storhittet ”Chuck Norris”, der er blevet streamet over 15 millioner gange og i øvrigt også er navnet på hans hund.

 

At Kongsted er en af Danmarks bedste DJ’s blev bekræftet sidste år, da Kongsted vandt den prestigefyldte pris som ’Årets danske DJ’ ved Danish DeeJay Awards, hvor han også vandt ’dancechart.dk-prisen’ sammen med Cisilia for nummeret ’Wild Child’.

 

Den særlige forbindelse til Langelandsfestival

Sidst LLF-publikummet kunne opleve Kongsted spille op til festlige stunder var i 2016, da han indtog Møllers med sine sommerlige, festlige toner – og senest har han udgivet nummeret ’Get Away’, der med sin sommerstemning let tager én med på drømmen om uge 30 på Langeland.

 

Musikchefen for Langelandsfestival, Juri Carlsson, siger om Kongsted:

”Vi er særligt glade for at præsentere Kongsted som artist på Langelandsfestival 2018, da vi med årets musikstrategi har særligt fokus på, at de artister vi booker, skal kunne levere et stærkt liveshow, og Kongsted er garant for netop det!

Det, at vi troede på ham da folk ikke kendte ham, er i god tråd med en anden del af vores musikalske koncept, som drejer sig om at skabe et godt forhold til danske artister, og være med fra de er helt grønne, til de blomstrer som store stjerner. Kongsted er nu en af Danmarks bedste DJ’s og bliver en stærk tilføjelse til vores musikprogram, der begynder at stå frem som en blanding af etablerede og nye navne fra den danske LIVE-scene!”

 

Ud over Benal er MICHAEL FALCH & DÉT BAND, Carpark North, Magtens Korridorer, Shaka Loveless, Scarlet Pleasure, KATO, Zididada, SAVEUS, Rasmus Seebach, L.O.C., Østkyst Hustlers, Søs Fenger, Citybois, SIVAS, Lis Sørensen og Benal på plakaten.