Tak for
#LLF19

4 stærke oplevelser i Møllers

13. maj 2019

 

Banko med Keld & Hilda, afrobrasiliansk verdensmusik med Xiame Dégas & Tropa, stand-up præsenteret af Jesper Juhl og improviseret freestylerap blandet med politisk debat om alverdens emner - Debattle. Oplevelserne står i kø på Langelandsfestival 2019!

 

På Langelandsfestival 2018 indførte vi en ny spilletid i Møllers, som havde til formål at give gæsterne én på opleveren. Det gentager vi til sommer, hvor kl. 12.30 i festivalens fire hoveddage, 24/7-27/7, bliver oplevelsestid i Møllers. Det bliver en god blanding af kendte, populære oplevelser - og så mere ukendte, men udfordrende oplevelser. Giv dig selv en på opleveren:

 

 

Onsdag d. 24/7, kl. 12.30: Banko med Keld & Hilda

Traditionen tro er Keld & Hilda klar med bankonumre, hygge og god stemning - kun afbrudt af en sang eller to fra duoens enorme bagkatalog. Det er trods alt en af danmarkshistoriens største hitsmede og tekstforfattere, Keld Heick, der er klar med flere numre – både dem i bankoposen og dem på guitaren – og mon ikke Hilda også stemmer i? Der er som altid garanti for en drønhyggelig omgang banko og musik i selskab med et af Danmarks absolut mest elskværdige og folkelige par!

 

 

Torsdag d. 25/7, kl. 12.30: Xiame Dégas & Tropa

Mød et originalt globalmusic_band, der med efternavnene Dégas, Bravo, Eg og Sommer taler deres tydelige sprog om et samarbejde på tværs af kulturer. Den livsglade afrobrasilianske musikkultur er den gennemgående tråd, som med fyldige harmonier, grooverytmer, iørefaldende melodier og autentiske (brasiliansk portugisiske) tekster, er rygraden i bandets identitet.

 

 

Fredag d. 26/7, kl. 12.30: Jesper Juhl præsenterer: Stand-up i Møllers

Jesper Juhl er klar til at præsentere fire af sine dygtige kollegaer, der med hver deres stil er garant for grin og god stemning. Dan Andersen - Danmarks komikalske trubadur, der igennem mere end 20 år har udviklet sin helt egen særlige, bevidst naive og meget charmerende genre: stand-up mixet med guitar og sang. Mahamad Habane laver stærkt afvæbnende comedy om forholdet mellem danskere og indvandrere og om sit eget liv som sort i Danmark – på en måde, så man ikke kan andet end at elske ham! Phillip Devantier er en selvironisk, spontan og sindssygt sjov stand-up komiker, som vinder enhver forsamling i det øjeblik, han træder ind på scenen. Odenseanske Louise Brink er én, som er værd at holde øje med - her får du mulighed for at opleve en fremtidig stjerne i sin spæde start.

 

 

Lørdag d. 27/7, kl. 12.30: Debattle

Forestil dig Debatten på DR2 - Inger Støjberg og Pernille Skipper er godt i gang med en indædt diskussion om miljø, indvandring og hvem af dem der rimer bedst, samtidigt med at der kører et hiphopbeat. Konceptet findes og vi kalder det “DEBATTLE”. Improviseret freestylerap bliver blandet med politisk debat om alverdens emner. De to erfarne rappere Ham Den Lange og Pelle, kendt fra MC’s Fight Night og DM i Freestylerap, står overfor hinanden, klar med rimene argumenter.