Vi kunne ikke lave festival uden vores herlige Crew. Opgaverne er mange og meget forskellige på en festival – og her kan du blive lidt klogere på Girafbanden, som er Langelandsfestivals rengøringshelte. De holder festivalområdet rent og pænt, så vi alle kan have det rart med at færdes på pladsen, i vores camps, til koncerter og ikke mindst på toiletterne.
“Vi sætter en ære i, at alt er pænt og indbydende”, fortæller Inge og Karina, som begge er en del af den store familie omkring Girafbanden. Karina er kommet på festivalen alle årene lige fra hun var barn, hvor hendes mor havde en kræmmerbod. Siden er hendes børn også blevet en naturlig del af festivalen – og af sammenholdet i Girafbanden.
Hele familien er med
Mange af de andre i Girafbanden kommer også i familier med flere generationer, og det er med til at skabe en stærk gruppe med et unikt sammenhold.
“Vi har mange som kommer igen og igen, for når de først er her, vil de ikke undvære det”, fortæller Karina og Inge.
Umiddelbart kunne man tænke, at tjansen som toiletrengører og affaldsindsamler måske ikke er den mest attraktive for de frivillige, men Karina fortæller, at det trækker i de fleste, når de oplever holdånden, og mærker, at de hurtigt får ansvar og ejerskab for opgaverne.
Her er der plads til alle
“Arbejdsånden går i arv, og vi giver hinanden ed på at komme igen til næste år”, siger Inge, som også fortæller om det helt særlige i, at der i Girafbanden er plads til alle. Uanset hvem du er og hvor du kommer fra, så er der en opgave til dig.
Girafbanden er i gang næsten hele døgnet med at holde festivalområdet – i øvrigt i samarbejde med lokale, langelandske foreninger – og toiletterne rene.
Når Girafbanden er rundt på festivalområdet, har de ikke kun øje på skrald og toiletter, men passer også på hinanden og pladsens gæster: “Vi har omsorg for hinanden her og træder til, hvis nogen har brug for hjælp”, fortæller Karina.
Langelandsfestival blev afholdt for første gange i 1991 og siden da er ugen 30 blevet synonym med fest. Ugen, hvor over 25.000 mennesker valfarter til en af Danmarks smukkeste øer, for at nyde samværet og feriestemningen.
For os er det altafgørende at have nogle professionelle og dygtige partnere. Uden dem, var der ingen fest.