dage
timer
min
sekunder

Børneland

 

Langelandsfestival er, i modsætning til andre festivaler, en ferieoplevelse for HELE familien. Langelandsfestival er og skal være for alle - og derfor arbejder vi målrettet på at skabe tilbud, som både børn og voksne kan nyde.

 

Børneland er et af de tiltag, som under hele festivalen står klar med oplevelser og underholdning for børn i alle aldre. De mange frivillige 'Børnetæmmere' er altid klar med en hjælpende hånd og glæder sig til at underholde børnene samt sørge for, at børnene føler sig trygge og sikre. Har du spørgsmål på selve festivalen, så slå et smut forbi Børne-info, hvor du kan få svar på næsten alt.

 

Børneland er fest, hygge og sjov for børn i alle aldre

Børneland er større end to fodboldbaner tilsammen og har sin helt egen stemning, der gør området til en sikker vinder blandt alle festivalgæster. Det koster ikke ekstra at komme ind, og alt, du kan lave i Børneland, er en del af dit festival pass.

 

I festivalens fire første dage kan du boltre dig på den store legeplads med hoppepuder, cykelbaner og masser af familiesjov. Om onsdagen åbner Børneland for hele sit fulde areal, så der i festivalens fire sidste dage er adgang til endnu flere sjove og hyggelige aktiviteter samt underholdning i børnehøjde. Vi offentliggør mere om aktiviteterne i Børneland her på siden senere hen.

 

I Børnelands puslevogn kan de helt små få varmet en flaske mælk i mikroovnen, vasket måsen eller få en tør ble på. Puslevognen er til fri afbenyttelse. Vi forventer, at brugerne selv hjælper med at holde orden – for vores alles skyld. Børneland har også en café, hvor du kan købe kolde og varme drikke, dejlig mad og børnevenlige retter. 

 

Øl og anden alkohol er ikke tilladt i Børneland. Derfor har vi en bænk ved indgangen, hvor mor og far kan drikke ud, inden de kommer ind.

 

Børneland på Langelandsfestival

 

Børn… på kontrol

Børnetæmmerne tilbyder at holde opsyn med børnene i op til to timer. Tilbuddet gælder for blefri børn over fire år, som skønnes at kunne være alene i Børneland. Ordningen fungerer på den måde, at barnet får et særligt bånd på, hvor forældrenes mobilnummer er skrevet på. Herefter holder Børnetæmmerne i udgangsslusen øje med, at der ikke er børn med bånd, der smutter igennem udgangen.

 

Tilbuddet er en del af dit festival pass, lige som alt andet i Børneland. Henvend dig i Børne-info for at modtage tilbuddet.

 

Facts

  • Børneland har ca. 300 frivillige Børnetæmmere.
  • Børneland har åbent dagligt fra kl. 10.00-19.00 – lørdag d. 21. juli dog fra kl. 16.00. 
  • Forældre er også velkomne.
  • Under hele festivalen kommer rigtig mange børn med deres forældre igennem Børneland – flere kommer flere gange dagligt.