dage
timer
min
sekunder

Fire stærke danske kunstnere på LLF18

03. nov 2017

Magtens Korridorer, Shaka Loveless, Kato og Scarlet Pleasure er nye på plakaten for Langelandsfestival 2018. Dermed er vi oppe på 6 navne, da både Michael Falch og Carpark North allerede er offentliggjort.

 

Magtens Korridorer, der for tiden pusler med et nyt album, som er sat til at udkomme i starten af 2018, bringer god dansk tråd til festivalen. Forsanger Johan Olsen er desuden aktuel på singlen ”Hvad er det egentligt du vil?”, hvor han bidrager med sin karakteristiske vokal i samarbejde med Shaka Loveless. Netop Shaka Loveless skal også spille på Langelandsfestival 2018, hvor han med sine R&B- og reggaeinspirerede rytmer uden tvivl kan få sat en fest i gang blandt gæsterne.

 

En fest vil der uden tvivl også komme, når Kato indtager Langelandsfestival 2018. Kato har været aktiv som mainstream DJ siden starten af 00’erne og festivalen tog ham tidligt til sig, da han spillede på festivalens diskotek om natten. Igennem årene fik Kato et helt specielt forhold til Langelandsfestival, og i Møllers Telt i 2008 kunne Kato, som en af de første danske DJ’s, skabe en fest som reel artist på en live spilletid. Sådan en fest, men i endnu større format, kan gamle og nye gæster nu se frem til, da Kato igen gæster festivalen til sommer på Store Scene.

 

Prisvindende Scarlet Pleasure er på plakaten

Sidste navn, der offentliggøres i denne forbindelse er det populære danske band Scarlet Pleasure, der bl. a. har understreget sit navn på den danske musikscene ved at vinde prisen for P3-lytterhittet til P3 Guld 2017, hvor de også optrådte. De har også formået at sælge samtlige billetter til deres koncert i Store Vega i november, opsætte en ekstra koncert – for så at sælge samtlige billetter til den. Til sommer bliver det så festivalpublikummet på Langeland, der kan se frem til musiktrioens stemningsfyldte soul- og popsange.

 

Dermed kan de kommende gæster på Langelandsfestival godt begynde at glæde sig til et program, der tegner sig til at bestå af aktuelle og spændende danske kunstnere, der formår at skabe en fest.

 


Køb din billet nu - frem til og med d. 4. marts sælges de til nedsat pris!