dage
timer
min
sekunder

Historie

Festivalens historie

 

I 1991 så grundlæggeren af Langelandsfestivalen et smukt areal i udkanten af Rudkøbing by, hvor mark, strand og vand blev forenet. Efter en aften på bakken med rødvin og kølige pilsnere, hvor aftensolen på smukkeste vis gik direkte ned i det Sydfynske Øhav, var festivalen en realitet.

 

Ambitionerne var høje, men de første år var der nærmest flere venner og hjælpere på festivalen, end der var betalende gæster. Den tid er forbi. Langelandsfestivalen har på smukkeste vis manifesteret sig som Danmarks største familiefestival. Her samles flere generationer i en hel uge, hvor hygge og fællesskab er i højsædet.

 

Langelandsfestivalen er i dag blevet en institution i sig selv. For tusindvis af familier er festivalen en fast del af sommerferien, hvor man kan være sammen, og få nogle fælles oplevelser. Familierne tager hjem fra festivalen med en masse gode minder, som kan findes frem i løbet af de mørke måneder.

 

Når Langelandsfestivalen løber af stabelen i juli 2017 er det 27. gang festivalen fylder markerne og gaderne i og omkring Rudkøbing. Vi holder fast i traditionerne, men er ikke bange for at prøve nye ting af, således at vi også i fremtiden kan kalde os, Danmarks største familiefestival, og leve op til sloganet ”100 % familiefestival”.