dage
timer
min
sekunder

Retningslinjer

Retningslinjer for crew

 

Dig, os og vores publikum

Langelandsfestivalen er en festival for hele familien, der vælger at holde en uges sommerferie på Langeland. Festivalens gæster er primært børnefamilier og der er mere end 8.000 børn på festivalen.

Vi markedsfører festivalen med sloganet "Alle er glade" og "100 % familiefestival". Derfor er det vigtigt, at alle medlemmer af festivalens forskellige grupper af crew efterlever nogle helt basale regler.

Ligeså vigtigt er det, at vores crew har nogle gode dage sammen med deres familie og venner. Derfor arbejder vi hele tiden på at gøre vilkår og regler tidssvarende.

Det er helt centralt, at vi alle husker, at "uden glade gæster - ingen festival". Vi skal altid i alle forhold og i alle situationer respektere en gæst og gæstens oplevelser. Hvis gæsten er urimelig eller ikke respekterer de regler, der gælder, kan det være, fordi vi ikke har været dygtige nok til at formidle vores regler. Derfor møder vi altid vores gæster med et smil og et high-five.

 

 

Regler, rettigheder og pligter

- der er fastsat og gælder for crew på Langelandsfestival 2017

 

Crew på Langelandsfestival 2017

Langelandsfestivalen er arbejdssted for ca. 4.500 medhjælpere, som er organiseret i mere end 20 forskellige områder.
Vi forventer, at du er loyal overfor festivalen og de beslutninger, der udstikkes fra ledelsen.
Vi forventer, at du er positiv og serviceminded - også når du er på arbejde.
Til gengæld tilbyder vi nogle af de bedste vilkår til vores crew.

 

Du skal overholde disse punkter for at blive crew på Langelandsfestival 2017

Du skal møde op på de tildelte vagter og være ædru, frisk og klar til arbejdet. Du må naturligvis ikke nyde alkohol, mens du er på vagt.
Du skal følge din leders anvisninger i arbejdet. Det kan ske, at der bliver behov for at ændre en vagt med kort varsel.
Du skal opdatere dine personlige data i Basen via dit login på llf.dk - se under "Crew". Er du ny medhjælper, modtager du login og password via din mail.
Du skal uploade et portrætfoto af dig selv (bruges til dit festival-id-kort). Dit foto skal være uden hovedbeklædning, teatersminke, børn, dyr mv. Kan dit foto ikke bruges til identifikation, tager vi bare et nyt, når du ankommer til CrewService.

 

Der er mange fordele ved at være crew

  • Du får crew-armbånd, der giver fri adgang til festivalen i alle dage.

  • Du kan bo på CrewCampen, som åbner mandag 17. juli 2017 (uge 29). Her kan du bo gratis i medbragt telt.

  • Du kan bade gratis i badevognene på CrewCampen.

  • Du får 2 festival T-shirts, som du skal have på, når du er på vagt - og ta' af, når du ikke er på vagt.

  • Du får morgenmad, frokost og aftensmad i Spiseteltet i 4 valgfrie dage, hvis du arbejder 32 timer eller - som nyt i år - 5 valgfrie dage, hvis du arbejder 40 timer.

  • Du kan bestille og betale mad hjemmefra til yderligere dage for 125 kr. pr. dag. For dette beløb får du dagligt morgenmad, frokost og aftensmad.

  • Du har adgang til gratis saftevand, kaffe og te i forbindelse med måltiderne.

  • Vælger du at bo i campingvogn, autocamper eller camplet, så sparer du 895 kr. Du skal kun betale 950 kr. Prisen dækker plads til din vogn, strøm fra onsdag 19. juli 2017, kl. 12.00 og parkering til din bil i samme periode. Parkeringsbillet udleveres ved indkørsel på CrewCampen. Har du ikke egen bil med, fordi din campingvogn transporteres af andre (f.eks. et udlejningsfirma), så er du velkommen til at give din p-billet videre til en crew-kollega, som ikke har købt plads til campingvogn.

  • Det er kun festivalens medhjælpere, der må købe campingvognsplads på CrewCampen og det er kun muligt at købe en plads pr. medhjælper.

  • Medbringer du campingvogn/autocamper/camplet, skal den være indregistreret, have nummerplade (ikke prøveplader) og godkendt el-stik samt 25 m kabel. Herudover skal den have en godkendt gas-attest, hvis der er monteret gasflaske i vognen. Du får ikke lov til at køre ind med din vogn, hvis ikke den opfylder disse krav.

  • Din campingvogn o.l. skal parkeres på et af de anviste områder - med 3 meter mellem hver vogn på grund af risiko for brandfare. Det er desværre ikke muligt at reservere specifikke pladser til campingvogne på CrewCampen.

  • Du er velkommen til at sætte fortelt (uden kabiner) på din campingvogn.

  • Tilmelding af campingvogn åbner 1. marts 2017. Du skal bestille plads og betale senest 1. juni 2017. Der er et begrænset antal pladser, så det er først til mølle og der kan være udsolgt før 1. juni 2017. Alle, der får tildelt en plads, vil modtage en bekræftelse via mail. Har du ikke betalt for din plads senest 1. juni 2017, vil du miste din plads. Pladsen vil herefter blive tilbudt til anden crew-kollega på ventelisten.

  • Vælger du at bo i telt og har du bil med, skal du betale 250 kr. for en parkeringsplads (nyt i år). Der er plads til alle, men husk at købe p-billetten, inden du ankommer - via Ticketmaster.dk.

  • Du kan reservere plads på CrewBussen fra København til Langeland og retur igen. Pris 195 kr. for voksne hver vej. CrewBussen kører dig direkte til festivalens baghave, hvorfra der er ganske kort at gå til CrewCampen.

  • Du får adgang til CrewBaren, hvor der er særlig gode priser til medhjælpere.

 

CrewCampen

Som medhjælper kan du bo på CrewCampen, som er opdelt i et område for telte og et område for campingvogne. Du kan også vælge at bo på publikumsområdet, men vær opmærksom på, at dette område først åbner lørdag 22. juli 2017, kl. 12.00.

Det er KUN medhjælpere og deres børn under 18 år, der har adgang til CrewCampen. Her kan du slå dit telt op på afmærkede områder - dog ikke mellem campingvognene på grund af risiko for brandfare.

Der skal slukkes for musik kl. 23.00 og være festivalro kl. 24.00. Vis hensyn, så er alle glade. Nogle af dine kolleger skal arbejde tidligt næste dag. Efter kl. 23.00 kan du gå i CrewBaren eller på festivalpladsen, hvor der begge steder er åbent til kl. 03.00 og fest ad libitum.

Skulle der opstå tvivl om ordensreglerne på Crew Camp, er det den vagthavende holdleder fra Security, der har ansvaret for CrewCampen. Han/hun sørger dermed for at regler samt god ro og orden overholdes, og har således det afgørende ord ved eventuelle tvister .

 

Crew-børn på festivalen

Du kan købe armbånd til dine EGNE børn (under 18 år) til en specialpris, som inkluderer adgang til festivalen samt 3 måltider mad alle de dage, børnene er på festivalen sammen med dig. Prisen for armbånd til dine børn er:

 0 - 2 år  Gratis
 3 - 6 år  kr. 500,-
 7 - 12 år  kr. 850,-
 13 - 17 år  kr. 1.300,-




 

 

Bestilling og betaling for armbånd til dine børn KAN KUN ske på forhånd og skal ske senest 1. juni 2017.

Bemærk, at dine børn først kan få armbånd på når du har tjekket ind og dette skal ske sammen med dig.

De vil ikke kunne få adgang til mad før de har tjekket ind

Har du børn med, kan du også reservere plads til dine børn i CrewBussen. En enkeltbillet for børn koster 195 kr. hver vej. Børn kan ikke rejse alene med CrewBussen - de skal være i følgeskab med dig eller en anden voksen.

 

Er dine børn fyldt 18 år, kan du ikke købe børneadgang til dem. De kan enten tilmelde sig som crew - ligesom dig - eller købe en publikumsbillet. BEMÆRK: Det er kun dig som medhjælper og dine børn under 18 år, der må bo på CrewCampen.

 

Hvor mange timer skal jeg arbejde for at blive medhjælper?

Antallet af arbejdstimer afhænger af, hvornår du kan/ønsker at arbejde.

 

Arbejder du inden festivalen (før fredag 21. juli 2017), skal du arbejde mindst 40 timer. Det betyder også, at du får en ekstra dag med forplejning, altså 5 gratis maddage i alt.
Arbejder du under festivalen (fra lørdag 22. til lørdag 29. juli 2017), skal du arbejde mindst 32 timer.
Arbejder du efter festivalen, skal du arbejde mindst 25 timer.

 

Id-kort og crew-armbånd

Vi udsteder festival-id-kort til alle medhjælpere - med foto, navn, arbejds- og adgangsområde.

 

Som medhjælper får du et crew-armbånd. Armbåndet får du på, når du tjekker ind i CrewService ved ankomst til festivalen. Samtidig får du udleveret dit festival-id-kort, som du skal bære synligt og fremvise på forlangende bl.a. ved alle indgange og porte.

 

Du kan tidligst få crew-armbånd og festival-id-kort udleveret to dage før din første vagt.

Har du udelukkende vagter under festivalen kan du tjekke ind fra fredag 21. juli 2017.

 

Arbejdstider og vagtplan

Fordelingen af arbejdstider foretages af din leder. Alle spørgsmål til vagtplaner skal derfor rettes til din leder. Ændring af vagter kan kun ske efter aftale med din leder. Hvis du ikke ved, hvem din leder er - så kontakt festivalkontoret.

 

Møder du IKKE op på din vagt, opkræves du betaling for såvel armbånd som mad - pris 2.500 kr.

 

Alkohol og euforiserende stoffer

Både vi, publikum og dine crew-kolleger har tillid til, at du løser dine opgaver 100 %, når du er på vagt. Du må derfor hverken møde beruset på vagt eller være påvirket af euforiserende stoffer.

 

Møder du beruset/påvirket op til en vagt, bliver du bortvist og samtidig bliver du registreret som uønsket i Basen til fremtidige festivaler og din adgang lukkes.

 

Euforiserende stoffer er ulovlige og må ikke medbringes på festivalen. Langelandsfestivalen har nul-tolerance overfor euforiserende stoffer, og du vil derfor blive eskorteret væk fra festivalen og registreret som uønsket, hvis du ikke overholder ovenstående.

 

Betaling

Alle dine bestillinger skal betales senest 1. juni 2017.

 

Du kan også bo på publikumsområdet

Du er også velkommen til at bo på publikumsområdet, hvis du eksempelvis vil campere sammen med familie og venner, der ikke arbejder for festivalen. Har du campingvogn/autocamper/camplet med på publikumsområdet skal du købe en campingvognsbillet via Ticketmaster.dk - ligesom publikum. Her gælder din crew-rabat ikke.

 

Publikumsområdet åbner lørdag 22. juli 2017 kl. 12.00.

 

Vi er også på Facebook

Husk, at du kan følge festivalen på Facebook i gruppen, som er oprettet af nogle medhjælpere. Her kan du søge svar fra andre crew-kolleger og dele dine oplevelser. Alt sammen i en god tone. Følger du ikke reglerne for "god tone" er du ikke velkommen som crew på festivalen.

Du kan også følge den officielle Facebook gruppe, som henvender sig til festivalens gæster. Her kan du følge ledelsens offentliggørelse af nyheder om musikprogram og festivalens samarbejdspartnere.

 

Vi glæder os til at se dig på Langelandsfestival 2017

De 22 områdechefer og festivalens ledelse glæder sig til at se dig til sommer på Rue Mark.

Vi vil gøre alt for, at vores gæster får en dejlig oplevelse, men vi kan kun gøre det med DIN hjælp.

Husk at alle i vores crew arbejder under vores motto "Alle er glade".

 

 

Der tages forbehold for ændringer.